Hop til indhold
Stavox

ya boi rixee

Medlem+
  • Antal indlæg

    129
  • Medlem siden

  • Senest besøgt

3 Følgere

Om ya boi rixee

Seneste besøgende på profilen

ya boi rixees Anmærkninger

Community Regular

Community Regular (8/14)

  • Reacting Well
  • Very Popular Sjælden
  • First Post
  • Collaborator
  • Week One Done

Nylige Badges

31

Reputation

  1. Hey, Vsauce. Michael here. But you are actually right there. Well, at least the camera is. Mirrors are amazing.

    In fact, the word "mirror" comes from Latin "mirari", meaning "to wonder at, to admire." It's also where we get the word miracle. Mirror-acle. Like when mirrors face each other and transform a toilet room into infinity. I love this kind of stuff. But what if instead of a rectangular prism, the room was a sphere, mirrored
    all the way around? What would it look like? What would you see floating around in such a room?

    The first question we should ask involves
    the light source. If you were in this room using a flashlight and you turned the flashlight off, would the light keep bouncing around off of the mirrored walls, illuminating the room until your body absorbed all of it? Or if you left the flashlight on, would light continue bouncing around, building up, getting brighter and brighter until you lost your vision and cooked?

    Probably not. Every time light hits a mirror and reflects off, a tiny tiny amount is absorbed. Even if your mirror spherical room was the size of a giant stadium and its walls reflected
    99.99% of light on each reflection, light speed is just too fast, meaning that the reflections will happen rapidly, a little bit of light being lost each time. The room will go dark in a fraction of a fraction of a second. To you and me, it would seem instantaneous.

    As for what it would look like, let's pretend you begin with your face up against a wall of the sphere and float backward toward and past the centre. At first, you would see your face quite clearly.
    The surrounding reflections would be very distorted. As you moved away, at a certain point your face would cease to shrink away in appear smaller in mirror and instead would grow larger and become magnified until you reach the center at which point your face would fill your field of view. As you continued on past the center, your image would flip upside down and continue receding away.

    It would look a bit like this. But don't get too enamored with your reflection because mirrors don't show you as you really are. Have you ever wondered why you liked the way you look in a
    mirror but don't like how you look in photographs or video? It might be because of the mere-exposure effect. You prefer what you are used to and most mirrors you look into don't show
    the real you, the you that other people in cameras see. Instead, a mirror shows you a reversed version of yourself and you've become more comfortable with that version of you. A version of you that is flipped left to right. Mirrors reverse along axes perpendicular to their surfaces, like left and right. They don't also flip things upside down, they don't also reverse up and down because those directions are parallel to the surface of the mirror. When it comes to the way you and other people look,
    the difference can be startling. NPR pointed out that Abraham Lincoln looked like this. Mirrored he would have looked like
    this. Now to us, something seems noticeably strange about it but it is the Lincoln Lincoln would have preferred. It's what he saw every day in the mirror. But here's something really cool. You can take a flexible mirror and unreverse its image by folding the mirror into a cylindrical shape. Take a look at this. Here I am with a reflective material and there is the camera with some text taped underneath, as you can see everything is flipped left to right. But as I fold the sheet into a cylindrical shape the image separates, revealing an unreversed version. It becomes a true mirror.

    Finally, here is one last piece of every day mirror trickery. When you look into a mirror, how big is your reflection, your image on the surface of the mirror to you? Surely, it depends on how far away you are from the mirror. But it doesn't. When you look into a mirror your reflection on the surface of that mirror is always the exact same size. In fact, it is always about half of your actual size. This is because when light reflects off a mirror, it comes in and reflects back out at the same angle, which means that in order to reach your eyes at the top of your body, light from your feet at the bottom must hit the mirror halfway between the two. The triangles you form with a mirror are similar, regardless of where you stand. You can demonstrate this effect by outlining the size of your own head as it appears on the surface of a mirror using a bar of soap.

    Now, because you aren't here let's pretend that this phone is your head and its camera is your eye. We begin up close. The camera looks really big from this perspective. Let me just carefully trace around the outside, so we can compare later. Good, good, good. Okay. Now, I'm going to pull away from the mirror. Clearly the phone is smaller, right? Well, if I reach out and once again carefully trace the edges. There we go. I will find that I have drawn a rectangle that is the exact same size. Your image on the surface of a mirror from your own perspective is always the same size, whether you are a few centimeters away from the mirror or a few kilometres away. Your image on the surface of a mirror in fact is always half your actual size.

    Okay, enough about light returning to our eyes. What about light
    that never returns? Could we use a telescope to resolve individual
    aliens on a planet light years away? Well, over on Vsauce3, Jake investigates this question with Star Wars. And my friend Rusty investigates the potential for Star Wars becoming real in his episode of Science Friction. And Vsauce2 has a brand new lüt all about cool Star Wars stuff. Check them all out.


    And as always,
    thanks for watching.

  2. Kartoffelplanten (Solanum tuberosum) er en 25-100 cm høj urt, der er almindeligt dyrket for sine store, stivelsesholdige rodknolde. Kartoflen hører til blandt verdens mest dyrkede afgrøder. De overjordiske dele af planten er giftige, og det gælder i et vist omfang også knolde, som har ligget i jordoverfladen, så de er blevet grønne. 

    Beskrivelse

    Kartoffelplanten er en sædvanligvis enårig, urteagtig plante med opret vækst. Bladene sidder spredt, og de er fjersnitdelte med runde, helrandede afsnit. Blomsterne er violette (eller sjældnere: hvide), og de sidder endestillet i små kvaste. Frugterne er store, grønne eller violette bær.

    Kartoffelplanten danner store, stivelsesholdige knolde på de underjordiske stængler. Sortsvalg, forsigtig optagning, rigtig opbevaring og frasortering af smittede knolde kan begrænse angrebet af de frygtede sygdomme (se nedenfor).

    Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,75 x 0,50 (75 x 50 cm/år).

    Hjemsted

    Den vilde art findes i plantesamfund langs bjergbække og floder på gruset bund i de centrale Andesbjerge. Her findes den sammen med bl.a. Buddleja incana, vild chili (Capsium baccatum), quinoa (Chenopodium quinoa), oca(Oxalis tuberosus), amerikansk kermesbær (Phytolacca americana), fjergræs (Stipa) og añu (Tropaeolum tuberosum).

    Ernæring og udbredelse

    Kartoflen er i 2008 verdens tredje mest dyrkede afgrøde efter ris og hvede. Den har et udbytte, der er 4 gange højere end ris og hvede på samme areal. Kina er verdens største kartoffeldyrkende nation.

    Hviderusland er det land, hvor der bliver spist flest kartofler: 175 kilo per person om året.

    Kartoflen anses som mere ernæringsrigtig end ris, hvede og majs. F.eks. indeholder den langt mindre fedt end hvede og mere protein end majs.

    Historie

    De tidligst kendte kartofler blev opdaget i Andesbjergene i Peru og Chile og lignede langt fra de forædlede kartofler, vi kender fra grønthandlerne i dag. De tidligste spor dateres til omkring år 4000 f.Kr., og de blev fundet ved en arkæologisk udgravning i Chiripa, ved Titicacasøens bred. Andre spor er fundet i Bolivia, Peru og ved Chiles nordlige kyster.

    Spanierne røvede som bekendt Inkariget for enorme guldskatte. Men historisk set var den største skat, de hjembragte, kartoflen, der i dag er en af de vigtigste fødevarer overhovedet.

    Men kartoflens popularitet var svær at få øje på i starten. Europæerne modtog den ikke med kyshånd – for den var jo ikke omtalt i Bibelen. En anden berømt plante, tomaten, led samme kranke skæbne. Pudsigt nok, for dens slægtning tobaksplanten var vel accepteret. Kartoflen blev af præstestanden erklæret uegnet som menneskespise.

    Ikke desto mindre nåede kartoflen til Sevilla i 1570, hvor den i 1573 af et hospital blev brugt til bespisning. Derfra bredte den sig langsomt til resten af verden. Først til Italien og Tyskland, senere til Orienten. I Sverige tvang et kongeligt dekret svenskerne til at dyrke kartoflen.

    I 1664 udgav englænderen John Forster bogen England's Happiness Increased: A Sure and Easie Remedy against the Succeeding Dear Years, hvor han berømmede kartoflen som en hjælp mod madmangel; men i Burgund (del af det nuværende Frankrig) fik bønderne forbud mod at dyrke den, fordi kartoflen skulle føre til spedalskhed, dette med tanke på knoldenes lighed med spedalskes deformerede hænder og fødder. Den franske forfatter og filosof Denis Diderot skrev i sin encyklopædi (omkring 1750) at "denne rod, hvordan man end tilbereder den, er smagløs og stivelsesrig." [1] Den franske fysiolog Antoine Parmentier bragte dog kartoflen med tilbage til Frankrig i 1771 efter et fængselsophold i Tyskland. Han udbredte denne under tilskyndelse af Ludvig XVI.

    Nu bredte kartoflen sig endelig, omend det skulle tage næsten to århundreder fra hjembringelsen fra Sydamerika til kartoflen var alment accepteret. Omvendt betød kartoffelplantens høje produktivitet, at man kunne skære ned på brødrationerne, hvad der gjorde fattige landarbejdere fuldstændigt afhængige af kartoffelhøsten. Det fremkaldte i næste omgang en katastrofal hungersnød i Irland, da planterne blev angrebet af sygdom i 1846.

    Til Danmark kom kartoflen først rigtig med de franske huegenotter, der i 1720'erne fik lov af Frederik 4. til at bosætte sig i Fredericia, og først med de såkaldte kartoffeltyskere, der i 1760'erne bosatte sig på egnen omkring Viborg, opstod der egentligt kartoffelbrug, men den første lange tid var der ingen begejstring i den danske befolkning for disse "tyskerklumper", der ansås for uegnede som menneskeføde og mest blev brugt til at affodre grise og andre husdyr.

    Om navnet

    Kartoffelplanten skildret i 1591.

    Ordet kartoffel kom til dansk via tysk, som havde overtaget det fra italiensk tartufolo, der betyder trøffel. På dialektalt og spøgende dansk bruges også ordet "potet", der stammer fra spansk patata, hvor det på sin side er overtaget fra tainosprogets batata. Dette ord henviste dog egentlig til Sød kartoffel (Ipomoea batatas).

    Kartoffelstivelse[

    Kartofler har et stort indhold af stivelse, og stivelsesindustrien spiller en større og større rolle som aftager af kartofler. Men kartoffelstivelsen har ikke den ideelle molekylære sammensætning. Der er to forskellige komponenter i kartoffelstivelse, begge polysakkarider opbygget af glucose men med helt forskellig kemisk struktur og dermed egenskaber:

    Amylopektin, som udgør 80% af stivelsen i kartofler, består af store, forgrenede molekyler af polymeriseret glucose. Amylopektin gør stivelsen vandopløselig og klistret, hvorfor amylopectin er meget anvendelig i fødemidler, i papir og i den kemiske industri som fortykningsmiddel, lim og smøremiddel.

    Amylose, som udgør 20% af stivelsen i kartofler, består af lange, uforgrenede kæder af polymeriseret glycose. Amylose har også anvendelse i den kemiske industri.

    GMO

    På grund af amylopectinets store værdi som fortykningsmiddel osv. er der store bestræbelser i gang for at genmodificere kartofler til sorter, der producerer mere og bedre amylopectin uden amylose.[2]

    Store bestræbelser er også i gang for at udvikle sygdomsresistente kartoffelsorter ved genetisk modifikation.

    Tidligere er kartofler blevet gensplejset med genet for lectinet GNA fra vintergækker. GNA er et aktivt lectin, der binder sig til skadedyrs tarmsystem. Arpad Pusztai, en skotsk-ungarsk biokemiker og ernæringsforsker, sagde i 1998 i et interview på britisk TV (World in Action), at hans forskningsgruppe havde observeret skader på tarmsystemet og immunsystemet på rotter fodret med de genetisk modificerede kartofler. Bl.a. sagde han: "If I had the choice I would certainly not eat it", og "I find it's very unfair to use our fellow citizens as guinea pigs".[3] Disse bemærkninger startede Pusztai-affæren om genetisk modificerede fødemidler, og han blev omtalt som “the potato doctor” I den offentlige debat.

    Sygdomme hos kartoflen

    Bladrullesyge

    Kartoffelskimmel

    Kartoffelskurv

    Kartoffelbakteriose

    Tilberedning

    Kartoflen bruges i mange varianter, herunder kogte kartofler, bagt kartoffel, hasselbackkartoffel, kartoffelmos, pommes frites og rösti.

    1. Måge

      Måge

      I dont forstå

×
×
  • Tilføj...

COOKIE- OG PRIVATLIVSPOLITIK PÅ STAVOX.DK

We have placed cookies on your device to help make this website better. You can adjust your cookie settings, otherwise we'll assume you're okay to continue. Privatlivspolitik - Vilkår for brug.